Jeg bliver altså nødt til at starte med at fortælle lidt om mine oplevelser med min lillebror, som du måske husker dukker op for nogle måneder siden. Han fylder altså ret meget i mit ellers så dejlige hundeliv.
Se, da vi får ham, er Morten og Benedikte hjemme hos os i tre uger. Jeg tror, det er sådan det skal være for eftertiden. Det er jo rigtig dejligt. Så kan man næsten gøre, som passer en. Og så må jeg da også sige, at det lille kræ jo dårlig kan noget selv, så det er nok nødvendigt, at de er hjemme hos os.
Men nej nej, efter tre uger skal vi pludselig til at være alene hjemme. Heldigvis er det sådan stillet an, at jeg stort set har hele huset, og den bette – som vist nok hedder noget så mærkeligt som Azimut – har bryggerset og køkkenet. Den ene dør er spærret med en børnelåge. Det er fint. Jeg er jo nødt til at holde øje med, hvad han laver af farlige ting og sager.
Det er også så smart, at han faktisk sover ude i bryggerset. Ja, det vil sige, det gør han ikke mere. Han mænger sig konstant, så nu er det sådan, at han også ligger i soveværelset.
Han er for resten meget fræk overfor vores chef, kongekatten. Han løber efter den og gør. Han vil lege med ham, men får vist bare nogen over snuden. Jeg ved godt, at chefen ikke vil lege – uha nej. Han vil kun bestemme.
Han er edder dælme mig også noget af en fest-abe. Da han er 10 uger er han med til stor fest hos mormor og morfar. Hele huset er fyldt af mennesker, så jeg gør mig usynlig. Alle de mennesker er bare ikke til at holde ud. Men Azimut fører sig selvfølgelig frem. Han render rundt og snakker med alle. Men jeg er god nok, når der skal soves. Så kommer han og putter hos mig. Det er sådan set okay. Jeg er jo også nødt til at lære ham lidt forskelligt, og passe på ham, når det er nødvendigt.
Som om Azimut nu ikke er nok, så får jeg pludselig besøg af hans bror – Falkor. To Terrorster! Og gæt hvem der skal være barnepige. Ja, og selv om Dharma er med, så er det mig, der må tage den tjans. Hvad pokker foregår der? Nå men jeg gør mig meget umage. Det er jo ret vigtigt at Dharma ser, hvor god jeg er til at passe vapser, grave gode huller og sådan.
Siden sidst har jeg været på ferie. Ja, du læser rigtig – ferie. I noget der hedder Påsken, er jeg nede i noget som hedder Tyskland – ja faktisk hedder det det gamle Østtyskland. Det var sådan en familieferie, hvor der er så mange mennesker, at vi har et helt hotel for os selv. Godt hundested. Selv i restauranten må jeg være med.
På værelset tiltusker Azimut sig pladsen ved siden af sengen. Det problem får jeg nu løst.
Jeg hopper da bare op mit i sengen og lægger mig mellem Morten og Benedikte. Men det er Morten bestemt ikke tilfreds med. Han klapper mig sgu i bagdelen og siger, jeg skal gå ned. Det er ikke vild med – men når det er med den på, så ved jeg godt, hvad klokken er slået.
Morten er lidt forkølet – nej meget forkølet. Så han går ret tidligt i seng. Det passer mig fint, for når de tænder for musikken og begynder at skabe sig, så vil jeg gerne i seng. Så går vi ind på værelset og lægger os. Azimut som endnu ikke har forstået noget som helst, ter sig som en festabe, og er bare helt med på den. Tåbeligt siger jeg bare.
Nu skal du ikke tage fejl af mig. Jeg er faktisk meget farlig. Ja, jeg er faktisk så farlig, at jeg en nat optræder som vagthund. Alle i huset er gået i seng, men jeg vælger at lægge mig i entreen, hvor jeg har en ret god madras. Midt om natten er der så fare på færde. Der er nogle mennesker som opfører sig meget mærkeligt, så jeg gør. Jeg gør faktisk på en måde, som jeg ikke plejer, så Benedikte – ja selv Morten – kommer ud af sengen. Benedikte siger, jeg skal blive inde, og så løber hun ud.
Da hun kommer ind igen, fortæller hun Morten, hvad der er sket. Det var nogle unge drenge, som var i gang med at lave noget, der hedder hærværk. De blev vist meget bange for Benedikte. Det vil jeg godt nok også være blevet. Hun stod og råbte op ud i indkørslen i t-shirt og trusser. Og det var altså før, der blev meget varmt.
En aften er Benedikte og Morten ude hos hende der Susan, hvor jeg er født. Og jeg kan høre, de har talt om gode ting. De siger, de er inspireret af Erling, til at udlede følgende, når man spørger, hvorfor folk med ulvehunde har det godt sammen. Det er nemlig:
- fordi de ikke undrer sig over at der hænger savl i gardinerne
- fordi de ikke undrer sig over at der er jord-striber på forkanten af køkkenbordet
- fordi de ikke siger, din hund ligner en hest
- fordi de har en stor parkeringsplads foran huset, hvor din van kan holde
- fordi de ikke mister appetitten når hunden lige afsøger køkkenvasken for kartoffelskræller
- fordi de uden videre rykker sig og giver plads til din hund i sofaen
- fordi de godt kan forstå at du ikke længere har tid til sejlbåd og golf
- fordi de synes ulvenes flokhyl lyder hyggeligt
- fordi de ikke undrer sig over mudder på tapetet
- fordi de gerne tager imod et kys fra en hund, der lige har dyppet mulen i vandspanden
- fordi de husker at sætte madvarerne HELT væk, når de forlader bordet
Nårh ja, så har jeg da også hørt Benedikte og Morten tale om, at de aldrig havde regnet med at få en helt flok nye dejlige venner med i købet, da de fik mig. Det er de vist meget glade for.
Tænk den anden dag får jeg to kæmpestore rå okse-kødben ude på terrassen. Endelig forstår Benedikte noget, der kan bruges til noget! Ja, men jeg må godt nok lige have alvorligt fat i min lillebror, som tror at han skal have det ene af mine kødben. Nul putte. Jeg får ham trængt sig op i en krog, og Benedikte tror, at jeg – rare Sirius - ville gøre det rigtig slemme ved ham. Så hun kommer spurtende og henter ham i huset. Så har jeg endelig mine ben for mig selv, men kun et par minutter. Så henter hun dæleme det ene ben, og tager det med ind til den lille skvabbeluseøre. Nå, men jeg går da bare ud i bryggerset og napper det fra ham. I kan tro, han ved godt, hvem der bestemmer. Efter sådan en tur går han nærmest sidelæns, når vi mødes i døren. Han skal ikke møde storebrors blik. En dag får vi så de sidste kødben. Og Azimut kan godt huske ”lektion
En dag jeg ligger og ser ud på samfundet på min plads i entreen, kører der en stor bil op foran mit hus. Ud af sideruden hænger min lille
ven Gismo’s hoved. I kan nok forstå jeg bliver glad, og skynder mig at få Benedikte til at tage sko på, så vi kan komme ud at hilse. Gismo er dog lige blevet lidt større siden sidst – og meget provokerende. Så jeg må lige fortælle ham, hvem der bestemmer. Men vi hygger os, og han bor hos os hele weekenden.
Det er fordi, ham og Azimut skal til noget udstillings-halløj den næste dag. Dejligt så får jeg lige en dejlig dag sammen med Morten – helt alene. Men dagen efter skal jeg også med. Jeg skal godt nok ikke udstilles. Jeg er så ikke helt sikker på, hvorfor jeg skal med. På nogle punkter er det sådan set rigtig godt. For eksempel er Susan der. Og Tina, og Jes, og Erling og en hel masse hunde, som jeg ikke må lege med. Æv. Så jeg lægger mig bare under en bænk. Jeg er faktisk lidt flov, for min mor skal løbe i al offentlighed, og hun ser altså ret fjollet ud, når hun løber. Men hun er vist ret god til det. Hun får en pokal for det. Det gjorde hun ikke dagen før, så det må vist være fordi, jeg er med til at heppe på min egen måde.
Nå, men en eller anden is har haft ringet og sagt, jeg straks skal sende mine kloge ord, så jeg må hellere få det gjort.
Mange store vrouff fra den smukke, kloge, store, stærke og smarte Sirius.
