Klog, smuk, dejlig, ikke tyvagtig, lydig og børnevenlig Irsk Ulvehund til salg.

Er det ikke præcis sådan en annonce vil lyde, hvis altså man lige har sådan en til salg? Men i virkeligheden er det jo temmelig tåbeligt.

Jo, jeg lå jo lige og tjekkede nogle reklamer og aviser. Og tænk sig, der var for eksempel et supermarked som kun handler med frisk frugt. Og nogen der vil sælge en praktisk jakke. Og en rundsav i gedigen kvalitet. Og kommer det til avisernes jobannoncer, så søges der veluddannet bankrådgiver, frisk kontorelev, tømrer med hænderne skruet rigtig på og blæksprutte der ikke er bange for at lave kaffe.

Og for at det ikke skal være løgn, så var der en møbelhandler som bare slog dem alle med flere længder. Udover at han selvfølgelig sælger kvalitetsmøbler, som kun er fremstillet af de bedste materialer og så i øvrigt til en pris man ikke finder noget andet sted, så havde han Gud hjælpe mig også fri afhentning! Ja, hvad giver du! Du må købe hans skrammel og så skal du ikke en gang betale for at hente det. Det er da vist lige før, vi skal have nye møbler her i huset, når der er tale om sådan et godt tilbud.

Men tænk lige over det. Frås med ord er det. Fuldstændig ligegyldige ord som blot bliver strøet omkring. Selvfølgelig sælger supermarkedet da frisk frugt, og selvfølgelig er jakken praktisk. Og når det kommer til jobannoncerne – naturligvis skal ansøgerne være veludannet, friske og så videre. Kunne man forstille sig det modsatte? Jeg mener, hvis nu supermarkedet solgte rådnet frugt, så var der da virkelig grund til at skilte med det.

Og dødsannoncerne – de er da et kapitel for sig. Jeg mener, Ejner Mortensen er gået bort. Hm….. Er der her tale om en dødsannonce eller en efterlysning. Og hvis han virkelig er gået sin vej, har I så tænkt over, at det kan være, han var træt af jer? Eller hvad med, Ejner Mortensen har fået fred. Javel ja – det var da godt nok også på tide, I holdt op med at genere ham! Hvad er der blevet af Ejner Mortensen er død? Det er jo det, han er.

I mennesker er mærkelige. Måske skulle i overveje at lære hundesprog. Vi siger kun det mest nødvendige, og bruger ikke en masse overflødige fyld-ord. Og se hvor sjældent, det bliver misforstået. Det er da kun lige, hvis man er en smule tungnem.

Det sidste leder mig så direkte til en oplevelse siden sidste klumme.

Jo, vi var jo til Middelaldermarked i Århus. Det har vi jo lige som været før. Og det er bestemt ikke fordi, jeg synes, det er en god ide. Jeg er altså ikke til alt det der med alle de mennesker. Nuvel, jeg finder mig pænt i, at jeg blive slæbt ud og skal stå parade, så alle kan komme og klappe mig. Og jeg har det sådan set også fint nok med, at alle synes, jeg er en prægtig hund. Det er jo sandt. Men altså I år skulle vi have taget sådan et gruppebillede. Jeg er ikke helt sikker på, hvad det skal gøre godt for. Men altså Benedikte tager mig og Azimut og stiller os an i flokken. Hvad hun ikke lægger mærke til, er, at der altså er hanhunde på alle sider af mig. Og jeg synes elles, jeg klart har tilkendegivet, at de skal holde sig væk. De skal ikke spille smarte, når nu det er mig der er chefen. Nå, men billedet bliver taget og vi skal væk fra opstillingen. Benedikte begynder at gå frem ad og på hver side af os kommer et par hanhunde. Det bliver altså bare for mig for mig. De er alt for tæt på mig, så jeg hakker lige ud til hver side. Jeg ved ikke om, det er specielt uheldigt, men Azimut var altså den der tilsyneladende var tættest på, så det er ham, der får et hul i siden. Det var nu egentlig ikke fordi, jeg som sådan, fik lyst til at bide et hul i ham. Han stod bare tættest på. Men han er godt nok en mærkelig hund. Jo, han lagde lige som ikke mærke til, hvad der skete. Og da slet ikke, at det var mig, der gav ham hullet. Så jeg tror egentlig ikke, det havde den store opdragende effekt. Ud over at Benedikte og Morten nu vist godt ved, at jeg ikke gider være så tæt på hanhunde. Tæver – jo tak. Hvalpe – jo tak. Men hanhunde! Fri mig.

Lige efter Århus-turen skulle vi op til mit sommerhus på sommerferie. Sommerferie i to uger – juhuuuu. Ja, det er jo ikke fordi, det er væsentlig anderledes end at være hjemme. Kun på et par punkter eller tre, er det herligt, at være i mit sommerhus.

Jo, her hjemme har vi baghaven at løb i. Den er helt vores egen – bortset fra terrassen. Der må vi godt være, men vi må ikke bruge den til noget. For eksempel må vi ikke sk….. lukke brugt hundemad ud af bagdelen lige der. Men på den anden side af den store blomsterkumme må vi godt. Men den er nu lidt speciel – altså baghaven. Jo, det er nærmest en urskov. Og så er den fyldt med bakker. Okay, det er måske så meget sagt, men der er i hvert fald ikke fladt. Det er der i mit sommerhus. En kæmpe stor græsplæne hvor man bare kan spæne omkring og banke Azimut for sjov. Det eneste man ikke må, er at grave ulvefælder. Det er ikke fordi, jeg gør det så meget mere. Men jeg må altså heller ikke der oppe.

Det er også rigtig dejligt, at Benedikte og Morten er der hele tiden. De skal ikke på arbejde. Og hvis de kører uden os, så går der sjældent ret længe før, de er tilbage. Det er nu ikke fordi, vi sådan får en masse nus eller noget. Men jeg kan godt lide at være, hvor de er. Selv om Benedikte står på en stige for at kalke hus, og Morten kører brænde ind, så synes jeg, det er lidt hyggeligt.

Men det aller bedste er hundeskoven. Jeg har omtalt den før og må gøre det igen. Den er helt fantastisk. For det første er den dejlig kølig på en varm sommerdag. For det andet så er der en sø, hvor man kan køle poterne. Ikke noget med at bade – uha nej. Men soppe kan man jo altid. Men i år hidsede Benedikte sig op, hver gang jeg ville drikke af søen. Der er alger i, sagde hun. Lad det blive mellem os, men der var altså ikke noget i den sø ud over vand. Jeg kiggede efter hver dag og fandt kun vand. Skøre kvindemenneske. Men man skal høre efter, hvad hun siger, ellers bliver hun stiktosset – så meget har jeg da lært.

Og så til den tredje gode ting. Jeg fik en kæreste mere. Jo, der kom en art irsk ulvehund, som var en tæve. Ja, det var så ikke en rigtig irsk ulvehund. Den var lige knapt så stor, havde ingen pels, et underligt hoved og nogle mystiske ører. Grand Danois kaldte de den. Mærkeligt navn. Men det var sådan set lige gyldigt. Hun var godt nok sød. Og jeg mødte hende flere gange. Jeg tror også, hun synes, jeg er mægtig sød, hvilket hun har helt ret i. Man skal bare passe lidt på hende. Selv om hun virker stor, så er hun altså lidt lille og klein. Jo, på et tidspunkt lagde hun sig i skovbunden. Jeg synes nu, hun lå lidt forkert, så jeg ville lige vende hende. Og det var altså bare lige og sætte en forpotte på, og vups så fik jeg hende vendt. Så stor er hun ikke, kan du nok forstå. Jeg har ikke helt glemt hende, så jeg håber, jeg møder hende der oppe en anden gang.

Og nu jeg er ved mindre tæver. Jeg har fået en opgave. En opgave jeg ikke en gang selv har bedt om. Jo, Benediktes søster, Charlotte, bor jo lige ovre på den anden side af vejen. Og tænk sig hun har fået en ræv. Ja, de siger godt nok det er en hund. Men den ligner mest en lille rød ræv med rød næse. Hø – hundesnuder er da sorte. Nå, men sådan en har hun fået. En Nova Scotia Duck Tolling Retriever, siger de, godt nok det er. Men de er vist ikke helt sikker på det, for de kalder den en Toller, og siger den hedder Bellis. Nå, men sådan en har hun altså fået i huset. Den er kun et år. Og en hund der kun er et år, skal opdrages. Og det er her, jeg kommer ind i billedet. Hende og Azimut fjoller bare rundt. Azimut opdrager ikke på den. Men det sjove i den henseende er, at Azimut faktisk godt kan få for meget af hende. Selv om det er en hunhund, som han jo ellers har hormoner nok til at skulle imponere, og hun farer omkring, som han godt kan lide, så får han faktisk nok af det ind imellem. Men det gode er, at Bellis faktisk godt kan lide mig. Og det er godt, fordi jeg så kan opdrage på hende. Og det går det faktisk rigtig godt med. Jeg fortæller bare, hvad hun må og hvad hun ikke må. Bare lige en dyb brummen, så forstår hun det hele.

Men tro mig, Bellis lever livet farligt. Jo, når hun kommer her over, farer hun straks i Kongekattens madskål og tømmer den for tørkost. Både Azimut og jeg ved, den slags er forbundet med yderste livsfare. Og jeg frygter den dag, hvor Kongekatten opdager, hvad der foregår. Jeg er sikker på, han tager livet af hende. Det underlige er, at kommer Bellis her i huset, så lusker Kongekatten som regel af. Han gider vist ikke være vidne til, at hun farer omkring. Hvilket faktisk er fuldt forståeligt.

Lad mig lige her til sidst minde dig om min pragtfulde julegåtur, som Morten skrev om i sidste blad. Det er den 12. december og du skal bare se at finde hue og handsker frem for at komme og besøge mig. Husk det nu!

Tilbage til klummerne