Sirius’ klumme

Hej, jeg hedder Sirius. Jeg har fået lov til at skrive lidt om mit liv og levned her i bladet.

For at i nu lige kan vide, hvem jeg er, vil jeg fortælle en lille smule om mig selv.

Jeg blev født for et halvt år siden, hos en der hedder Susan. Uha, det var farligt. Hun har en hel masse hunde, og de var ærlig talt lidt store.

Jeg skulle egentlig til Sverige, men heldigvis manglede jeg en sten. Jeg ved ikke, hvad det betyder, men siden har jeg samlet en masse sten. Jeg prøver at spise dem, men de er altså ikke til at tygge.

Nå, men så pludselig kom der nogen, som sagde, jeg skulle med dem hjem. De havde nu været og besøge mig en gang før. Før jeg vidste af det, var jeg puttet ind i deres bil.

Nu har jeg lært, at de hedder Benedikte og Morten.

De er sådan set søde nok. De klør mig, giver mig mad, lader mig lege med andre hunde og en masse andre ting. Men de er edder splittende også skøre. Ved i hvad?! De har et mærkeligt dyr. Det ligner faktisk lidt en hund, og den kan da også logre med halen. Men den vil ikke lege. Den hyler op… Det vil sige, det gør den ikke så meget mere – det var kun til at starte med. De kalder den konge katten, men jeg lært at den faktisk hedder Harald. Det minder mig om, de overvejede at kalde mig Alfred!!! Hvad tænker de da på!!! Alfred – næh du, jeg hedder Pierpoint Engineer Sirius. Og Morten siger, jeg har flere papirer end bilen.

Men de er altså ikke rigtig kloge. Da de hentede mig, var jeg tre måneder, og havde allerede fundet ud af, hvad fugle er. Men tænk jer, de har en fugl i et bur – og så er den grøn. Undulat kalder de den, men den hedder altså Konrad. Han vil heller ikke lege.

Ja ja, siger i nok, det beviser jo ikke, de er skøre. Måske ikke, men hvad så med, at de har en kæmpe kasse, helt gennemsigtig og fyldt med vand. Inden i er der nogle små dyr. De siger, det er fisk. Men jeg ved bedre. En fisk lugter altså ikke sådan. Jeg har selv lugtet til en Morten fangede. Hvad det så eventuelt er, ved jeg endnu ikke. Men jeg kigger tit på dem, så måske finder jeg ud af det en dag.

Jeg går i skole hver søndag – en hel time. For min skyld kunne vi godt nøjes med det første kvarter. Der må jeg nemlig lege med alle de andre hunde. Det eeeelsker jeg. Benedikte siger, som ejer så hund, og så griner Morten. Jeg ved ikke, hvad det betyder. Skulle det være sjovt?

Nå, men det er for så vidt ok, at gå i skole og lære ting, men de tror vist jeg er tungnem. De fleste ting skal vi gøre igen og igen. Det gider jeg ikke, så jeg nøjes bare med at gøre tingene et par gange, så må det være godt nok.

Jeg har fået opdraget Benedikte og Morten. Jeg ser rigtig interesseret ud, så siger de for eksempel dæk, og så smider jeg mig ned på gulvet, og vups så får jeg en godbid. Det kan jeg også gøre med andre løjer. For eksempel med sit og plads. De er tossede. Tænk sig, de smider om sig med godbidder, roser mig helt vildt og klapper mig. De er godt nok nemme…….

Hver aften har jeg noget, de kalder ulvetimen. Det handler om, jeg skal have lidt motion, bare sådan for min egen skyld. Det er nemt. Først løber jeg lidt rundt i huset. Så spæner jeg ud i haven og henter noget. Så kommer en af dem, og smider det ud igen, mens de siger fy – tingene skal være ude i haven. Så render jeg ud i haven og løber lidt rundt. Når de så ikke holder øje med mig mere, tager jeg en ny ting med ind. Og så gentager det sig. Ind imellem render jeg lidt rundt i huset. De siger, det lyder som en galophest – men det ved jeg ikke, hvad er. Når jeg så har gjort det en times tid, så er jeg som regel træt. Så kan jeg sove helt til næste dag.

 Til hverdag passer jeg butik. Jeg sælger både og sådan noget. Det er Morten, som har sådan en forretning. De mennesker som kommer, er godt nok også underlige. De siger altid det samme, når jeg ser dem: ”Hold da op, hvor er den stor”. Så siger Morten, den bliver større endnu. Og så siger de igen ”hold da op”. Det underlige er, at jeg endnu ikke har fundet ud af, hvad de taler om. Nå, men det er godt nok fint sådan at passe forretning. Jeg har mit eget skrivebord. Neden under det ligger der en dyne, som jeg ligger og slapper af på, når ikke lige skal hjælpe med at sælge noget. Men det er ikke alle dage, vi skal ned i forretningen. Nogle dage bliver de begge hjemme. De siger, de slapper af, men det syntes jeg godt nok, er kedeligt. Jeg vil hellere passe forretning.

Nu har jeg fundet ud af, at jeg er en ulvehund. Benedikte læste en dag højt for mig. Og på det kunne jeg forstå, at i gamle dage blev sådan en hund som mig brugt til at jage ulve. Men jeg kunne også forstå, at det var hele flokke af ulvehunde, der skulle bruges til det. Det er lidt træls, jeg ikke kan jage ulve. Det er jo for farligt for lille mig helt alene. Men jeg har fået løst problemet. Jeg gravede en dag en ulvefælde ude i haven. Jeg gravede på den i flere dage. Men den virkede vist ikke. Der var i hvert fald aldrig nogen ulve i den. Derfor gravede jeg en ny. Men den virkede heller ikke. Jeg ved ikke, hvad jeg gør galt. Nu har jeg gravet rigtig mange, men der er aldrig ulve i nogen af dem. Men de er da heldigvis så store, at Benediktes forældres lille hund kan blive helt væk nede i dem.

Nu tror jeg nok, jeg lige vil tage mig en ulvetime. Jeg fortæller mere i næste blad…………..