Opdragelse af en Irsk Ulvehund
Altså egentlig sørger vores hundemor jo for at opdrage os og lære os alle de vigtigste færdigheder for en ulvehund.
Men når vi så skal leve i en familie med mennesker, så er det jo vigtigt at vi også lærer at forstå hinanden.
Hunde kommunikerer næsten udelukkende ved hjælp af kropsprog.
Vi gør os meget umage for at forstå menneskesprog, og jeg håber, du også vil gøre dig umage for at lære ulvesprog.
Jeg vil lade Benedikte fortælle lidt om min opdragelse.
"Det er sjovt med ulvehunden. Den er på en gang nem at opdrage og svær at træne. Opdragelsen kræver blot, at du er kærlig og tydelig. Vi har aldrig haft brug for at hæve stemmen over for Sirius. Vi har sagt "nej" når han gjorde noget forkert, og rost ham til skyerne, straks han holdt op med at gøre noget forkert.Han var hurtigt renlig, og fra han var ganske lille kunne vi tage ham med i byen, og få ham til at ligge roligt på sit tæppe indtil vi skulle hjem igen. Det opvejer altså meget på størrelsen at han er så rolig."
"Sirius og jeg har gået til træning fra han var cirka 3 måneder gammel. Han har hurtigt lært de mest elementære ting: Ja, Nej, Sit, Dæk, Plads, Indkald osv. I forhold til de andre racer, adskiller Sirius sig ved, at han absolut ikke er mad-motiveret. Det er en stor udfordring for mig, og helt anderledes end jeg har oplevet med andre hunderacer. Jeg er altså nødt til at overbevise hunden om, at det, jeg vil have ham til er enten klogt eller sjovt. Jeg oplever også at ulvehunden har brug for flere "frikvarter" i træningen end de andre hunde. Han elsker at træne, men det trætter ham meget at samarbejde med et menneske."
"Ulvehunden er meget selvstændig, og har sin egen mening om,hvad der skal ske. Hvis jeg forlanger at Sirius skal gøre noget, der ikke lige passer ham - så spytter han demonstrativt den godbid ud, han får i belønning"
"Personligt er min største gevinst ved at fortsætte træningen, at Sirius bliver socialiseret med andre hunde og jeg lærer at tackle ham i mere stressede omgivelser. Og jo - han har slæbt mig efter sig hen over marken til træning. Og jo - jeg har også måtte give slip på snoren, for ikke at få armene revet af. Men så fik jeg altså lært, at jeg skal være MEGET tydelig og konsekvent over for ham, når han er "tændt". Derhjemme følger han jo mit mindste vink. Men når han er spændt, har han meget mere brug for at vide, at JEG tager styringen....for ellers er han jo nødt til det. Og det er for meget ansvar for ham. "
Ja, set var så lidt om min opdragelse. Det er straks værre med at få opdraget lidt på Morten og Benedikte. Det har jeg mit hyr med. He he.
Læs mere her:
Eller gå tilbage: